Bølger

Engang drog jeg ud i verden.

Jeg tilbragte et kort stykke tid med et elsket menneske på en ø, på den anden side af jorden, så langt væk, som jeg nogensinde har været.

Det var et eventyr. Smaragdgrønt hav. Vandet var varmt og salt, og luften kærtegnede huden. Sandet var brændende, himlen var blå. Solen gik hurtigt ned, med ét var den sunket i havet, på vej til Indien. Fakler på stranden og eksotiske drinks. I natten lyste de grønne lys fra blåspruttebådene i horisonten, og der var stjernetegn, aldrig før sete, og sommerfugle og ild i luften.

Dyrebare ord blev sagt og modtaget.

Ild i dine hænder, og ild i sorgen og savnet. Der er ingen vej tilbage, og alle de billeder, jeg har er på indersiden nu. Og det er fint.

De er et net af filigran i sjælen.

Jeg husker lyden af bølger der slog ind mod kysten, og jeg tænker at livet er som havet, med bølger der slår ind mod stranden igen og igen, de breder sig ind over stranden, former den og trækker sig så tilbage til havet i een stor pulserende bevægelse.

Der er ingen anden måde at leve på end at acceptere det, at tage imod og give slip, tage imod og give slip, og være taknemmelig over at tage del i bevægelsen.

I fryden og smerten.