Den sidste uges tid har jeg mærket en skriveblokering.
Min indre kritiker hviskede mig lavmælt og insisterende i øret, at der ikke er nogen mening i det jeg skriver, at det ikke er “dybt nok”, konsistent nok, stringent nok, at det ikke er “rigtigt” fordi det er en blog, og ikke en bog etc.
Til sidst forstummede min indre kritiker – men da havde den også fået den kreative kilde til at tørre helt ud.
Lad os kalde dem Kritikeren og Kilden. Jeg ved ikke om et er to forskellige stemmer, eller den samme, der hvisker mig forskellige ting i øret på forskellige tidspunkter.
Det handler naturligvis ikke blot om at skrive, men også om andre ting, andre projekter, intentioner, aktiviteter. Kilden pibler frem, eller springer frit, og Kritikeren lukker effektivt proppen i.
Men lige nu handler det altså om at skrive. Om At Skrive. Det er det jeg gerne vil. Og hvis jeg skal vælge mellem mine fire nytårsintentioner om forandring – hvilket jeg gør LIGE NU – så vil jeg vælge den frem for de andre.
Jeg vil med andre ord acceptere at være tyk, uorganiseret og at have for mange unødvendige ting og for få penge, når blot jeg SKRIVER.
I dag var der to ting, der gik op for mig:
1. Jeg vil skrive. Jeg skriver.
2. Skriveblokering eksisterer ikke.
Ad 1: Det behøver ikke at være en hemmelighed. Det er okay, at sige at jeg vil skrive og at jeg skriver. Det at sige det ligeud; jeg skriver og at identificere sig som en sådan gør det faktisk nemmere at være en skribent.
Ad 2: Her fik jeg inspiration. Jeg læste om Gail Shers bog One Continous Mistake på Philip Carr-Gomms weblog og fik straks lyst til at læse den, fordi den handler om det at skrive som en spirituel praksis. Det fangede naturligvis straks min opmærksomhed.
Og her er så hvad Sher skriver om skriveblokering:
For me the term “writers block conjures up the image of a road with a gigantic boulder across it. The boulder, bordered on one side by a cliff and on the other a lake, stops the traveller dead in his tracks.
His tendency, of course, is to wonder (a) how could it (the boulder) have gotten there, (b) Can I lug it away, and (c) Can I get around or over it. All of these questions feature the boulder.
The boulder, however, is not the problem. The problem lies in the traveler’s perspective – seeing the boulder as an obstacle instead of as an path. The boulder, a material manifestation of mind and spirit, contains the next step in his development. He must isolate its components, examine each microscopically, and integrate it with the person he becomes as a result of this process. There are tons of material.
Dette billede minder mig (naturligvis) om den alkymistiske proces. Stenen er Prima Materia, som skal forvandles fra det rå og uforarbejdede til De vises Sten gennem den alkymistiske proces, som kan symbolisere både selverkendelsesprocessen og den kreative skabelsesproces. Igennem denne proces forvandles såvel stenen som alkymisten/kunstneren, fordi stenen så at sige er kunstneren og hans/hendes indre materiale.
For mit eget vedkommende gav dette møde med blokeringen i den forgange uge mig altså modet til at sige at jeg skriver. Og at erkende at det er det vigtigste af alle mine processer, forandringer og intentioner.
Hvad kan du lære af dine blokeringer?
Tak for din ærlige fortælling.
Jeg kan også genkende stemmer i mig en gang imellem. En af dem siger at du kan da ikke tillade dig at skrive med fejl, (jeg er ikke dansker og kan ikke se alle fejl) og den anden stemme siger – ja, det ved jeg godt…men jeg elsker at skrive, jeg har noget jeg vil gerne sige højt.
Det jeg har lært af det er at jeg har brugt nogle år at holde mig tilbage ved at finde alle mulige undskyldninger og ved at starte skrive “offentlige” kan jeg stå ved mig selv 100%.
Jeg bruger automatskrivning for at komme dybere i mig selv eller for at finde kreativitet frem.
Pingback: Januarmat | Hjertets Visdom