For 10 måneder siden sad jeg i min vindueskarm, og havde det afskyeligt. Jeg sad og kiggede ned på gaden. Jeg var kommet til kort. Jeg sad og ventede på at min veninde skulle komme.
Jeg skrev et blogindlæg, hvor jeg bad om at nogen holdt øje med mig. Vi har alle brug for at blive holdt øje med, og jeg er siden da blevet mere overbevist om, at vi bliver holdt øje med.
I dag kan jeg mærke denne afsindige tristhed trække i mig. Jeg kan mærke en følelse af mismod og meningsløshed snige sig ind på mig. Jeg har lyst til at kravle op i vindueskarmen igen og bruge resten af aftenen på at se på hvordan lysene skinner i regndråberne (hvis altså det regner), og have ondt af mig selv.
Jeg er blevet klogere siden dengang. Jeg er blevet bedre til at mærke, AT det er sådan, uden at falde hen i det. Så det går bare ikke. For jeg kom tanke om noget som (endnu) en skøn kvinde sagde til mig på et tidspunkt:
“Du stråler, når du elsker dig selv”.
Måske kommer denne tristhed mest over mig, når jeg føler mig u-elsk-værdig. Når jeg søger det derude i dybet, som jeg ikke tror jeg har hjemme i mig selv. Så er det sgu svært at stråle i mig selv.
Men da jeg kom i tanke om det (igen) med at stråle, blev jeg enig med mig selv om, at jeg i aften VIL elske mig selv, og gå ud og danse. Være et fyrværkeri.
Det er faktisk muligt at stråle rent indefra og ud, når vi husker os selv på at vi ikke behøver andre eller andet til at fylde os op udefra. Og at tagerne letter og der bliver større klarhed når vi ikke forsøger at flygte fra følelsen af mismod, fylde os med noget andet – men bære det med os OG stråle på samme tid.
Og jeg kom i tanke om mit gode, gamle credo:
Be. Shine. Love.