Dette digt er inspireret af den lysende azurblå efterårshimmel og den skarpe, fjerne eftermiddagssol. Og af den stærke navnløse længsel, vi alle tiltider rammes af, når vi tør mærke efter.
Apollon
Kunne jeg blot
svimlende
kaste mig i himmeldybet
Kunne jeg blot springe ud
i de store himle
der i blå vildskab
strækker sig milevidt
Syngende
Kunne jeg blot
suges ind af al sol
slynges ud i det lysende univers
af stjerne på stjerne
Synke
Synke dybt ned, dybt ned
i himmelrummet under mig
For er det da ikke et svimlende dyb
der åbner sig
idet jeg stirrer op i lyset
Kunne jeg blot
strømme frit og flyve
med fuglene
der skærer hvidt i øjnene
og skinner i solen
Kunne jeg blot lade drømme og fugle
flyve igennem mig
Opløses i guldet
der flyder mellem himmel og jord
Forsvinde, for altid forsvinde
i gudens brændende blå blik?
Copyright Kristine Gazel 2010