Jeg, en alkymist

“People think that Eros is sex, but not at all, Eros is relatedness”

Jeg kom til at tænke på, hvad jeg har lært om kærlighed i løbet af de sidste år. Måske skulle jeg snarere skrive, hvad jeg har lært om længsel, hvad jeg har lært om Eros.

Hvad jeg har lært af Eros.

Min længsel har ført mig til steder, jeg ikke anede at jeg skulle komme. Min længsel, førte mig om på den anden side af Jorden for blot at se mig selv i et spejl, jeg kendte alt for godt.

Min længsel førte mig i sidste ende – gennem afvisning – og realisation af alkymistiske sindstilstande – tilbage til mig selv.

Afvisningen fra en mand, som jeg ønskede at elske og blive elsket af – førte mig lige lukt tilbage i dybet – og til en radikal frisættende realisation af kærligheden til mig selv. En dyb gen-kendelse. En dyb indre frihed, en væren i og af mit Selv. En frisættelse af såvel kreativitet som kærlighed. Når Jomfruen går bevidst ind i kyskheden giver det mulighed for at realisere og relatere anderledes. At være et med Alt. At elske fra et andet sted.

Og også at vide hvor når jeg ikke skal elske. Hvornår der skal trækkes en grænse, hvornår kolben skal lukkes. Åhh, ja. Følelserne forsvinder ikke bare. Nogle følelser er evige, og de må være der som en understrøm. At tage ansvar for og stå ved mig selv og mine følelser. Det har jeg lært. At tale og at tie, når tid er.

Både Jomfruen og La Femme Fatale skal have lov at danse. Der er en synergisk vekselvirkning mellem dem. Som noget ydre er de blot slør, postulater. Men som indre, reelle arketypiske energier er de livgivende. At vælge Een position er ikke muligt, så bliver billedet ubalanceret. Det er et spørgsmål om intuitivt at lytte til dem begge, hvem vil danse i dag, at have mod til at leve ud fra denne viden og at drage omsorg for dem begge.

Jeg har overvejet hvad syntesen mellem den hvide jomfru og den røde femme fatale er? Sophia – den sorte madonna.

Jeg har lært at leve fra et dybere sted.

Jeg har lært at acceptere min krop – at se den som en beholder for Sjæl, og at den på den måde skal elskes og æres.

Og jeg har lært at lytte til de mennesker, som har gjort og gør mig følgeskab på rejsen. Mennesker, som jeg holder af, nogle af dem elsker jeg. Alle har lært mig noget og vedbliver at lære mig noget. Nogle går i andre retninger, de har deres egne veje.

Jeg har lært at det er sandt, at alt er forandring. Intet står stille, alt er altid flydende og i bevægelse.

Jeg har set frihedens sande ansigt  og smagt dens bitterhed. Så sødt mod mine læber.

Jeg har kendt ulven og dens enorme grådighed, dens begær, og jeg har ladet den brænde på bålet.

Jeg har lært at nære, bære og være min flamme selv.

Jeg har lært at kys og berøringer er værdifulde. At de ikke blot skal gives frit ud. At de har en betydning, en ladning. Jeg har lært det samme om min seksualitet, at den er hellig. Jeg har også lært at gribe øjeblikket, at gribe dansen når den flagrer fordi i de røde sansers vilde flugt. Jeg har også lært at værdifulde stunder kan tabes og ødes letsindigt bort.

Jeg har lært, at jeg ønsker at blive gen-kendt og gen-fundet.

Jeg har lært at jeg ikke behøver at være ensom, men jeg kan være Al-Ene. I synkronicitet med Universet, med Anima Mundi. Verdenssjælen som alkymisterne mente gennemsyrer alt levende. Det gør jeg også.

Jeg er blevet en alkymist. For alkymisterne var det ikke så meget stoffet, der er interessant, men transformationen mellem dem. Hvilken tredie tilstand kunne interaktionen mellem to stoffer skabe? Hvilken forvandling sker der når vi mødes? Hvilket tredie sted, hvilken transcendens, der er mere end summen af os tilsammen, skaber vi i mødet?

Det er relationen mellem de to substanser, der i virkeligheden er guldet – ikke guldet selv.

Og dog forstår jeg nu at jeg for at kunne skabe denne magi, denne alkymi, må være alene i mit center. Der er ikke noget derude – nu – for mig. Broer er brændt, slotte er styrtet.

Jeg har lært at Eros er fundamentalt anderledes end hvad jeg troede den var. Hvilken forunderlig åbenbaring.

Det er derfor jeg efter alle disse år, alle disse indlæg, nu kan skrive med Virginia Woolf  (sic!) – og at jeg håber, at jeg har været i stand til at give:

“I want to give, to be given, and solitude in which to unfold my possessions.”