Alkymistiske operationer

“Ride your horse along the edge of a sword; hide yourself in the middle of flames”

Vi brænder og brænder op. Passionens ild fortærer os, hvis vi er villige til at gemme os i, danse i flammerne. Nogle gange gør vi det frivilligt – nogle gange har vi ikke et valg og må overgive os til processen. Betingelsesløst. Og håbe at vi er hele, når vi er færdige med at brænde.

Jeg tror ikke altid at vi er hele. Men måske er vi noget andet og måske er vi hele på en ny måde – forvandlede. Tænk på ord som Metamorfoser og metafor – de betyder forvandling, transformation.

Megen såkaldt selv-udvikling handler om at ændre og forandre os, for at opnå et eller andet ideal, en perfektionisme, som er os fremmed og som intet har med vores sjæl at gøre. Transformation betyder derimod at vi forvandler vores kerne – at vi går fra Prima Materia til Lapis Philosophorum – for at bruge alkymiens terminologi. At vi bliver det, vi egentlig allerede er.

En alkymist arbejder i sit laboratorium

Vi kan naturligvis bevidst indgå i nogle processer, hvor disse forvandlinger vil finde sted, andre gange bliver vi udsat for operationer i det alkymistiske værksted, som livet udgør.

Hændelser steder eller personer øver indflydelse på os som kemiske – måske også hemmelige – agenter. Agenten er i kemien det virksomme stof, som skaber forvandlingen, men agenten bliver ikke selv forvandlet i processen, og er uforvarende eller tilfældig, ubevidst eller indifferent.

Nogle gange stiller vi os selv til rådighed for processen: hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokerede når vi ser på os selv bagefter – eller når vi opdager er processen ikke udelukkede er frydefuld, men også fyldt med smerte. Så føler vi os dumme og naive – fools – men vi kan ikke benægte, at vi har forandret os – hvis vi tør se det i øjnene og reflektere over det. Og derpå tage ansvaret for den, vi nu er. Og også føle smerten, sorgen, ked-af-det-heden og vreden.

I nogle tilfælde såres vi ikke blot selv men sårer også andre.  Den ild vi brænder med brænder ikke blot os os, selv, men også andre kan blive mærket af flammerne. Og det må vi så bøde for. Gennem ægte ydmyghed.

Skulle vi så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre? Jo, naturligvis – for uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Den proces, jeg taler om, handler netop om at føle smerten og alle de grimme følelser også, at tage dem på os. Også de brænder også i flammerne og de – flammerne – lutrer os. Rub og stub ryger i processen.

Det jeg taler om er Calcinatio, som er den første af de alkymistiske processer, jeg vil skrive om her på bloggen hen over vinteren. De andre er Solutio, Coalgulatio, Sublimatio, Mortificatio, Separatio og Coniunctio.

[NB Det bliver snarere et sommer/efterårsprojekt]