Ensomhed

Tilegnet JJ

”Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”
Hjalmar Söderberg

Jerngreb
En hånd holder mig i et jerngreb om halsen lige under hagen og tvinger mig til at strække halsen, løfte hagen, og luften presses ud af mig og samtidigt er det umuligt at få ny luft ind. Det føles som at drukne, som om jeg drukner i ensomhed, bliver kvalt i den. På samme måde knuger en hånd mit hjerte, så det forhindres i at pumpe ilt ud i min krop.

Ensomheden er for mig en kropslig erfaring, af kvælning, af mangel på ilt. Det føles som om jeg er nødt til at stå på tæer, som om jeg bliver tvunget opad, og dermed mister jordforbindelsen.

Vi er alle ensomme
Vi er alle ensomme. Spørgsmålet er blot, hvordan vi forholder os til det. Hvordan føles – eller sanses – ensomheden? Ensomheden kan være en ren abstrakt, eksistentiel, filosofisk tanke. Det er nemt at sige, og være enig i udsagnet, at vi alle er ensomme. Det besvarer ikke spørgsmålet, om hvordan det føles, og hvordan vi forholder os moralsk til den.

For mig mærkes den som en fornemmelse af kvælning, som beskrevet ovenfor. Ensomheden vil givetvis føles forskelligt fra menneske til menneske, og for nogen vil den blot være en diffus fornemmelse, hvis det er svært at mærke sin krop. For nogen vil den give sig udslag i tvangshandlinger, som en flugt fra den egentlige følelse af ensomhed.

“Vi alle er ensomme”.  Det er naturligvis ikke et særligt rart budskab at komme med, men jeg vil forsøge at undersøge, hvilke muligheder der ligger i at påtage os ensomheden, gå ind i den og gøre den til eksistentielt valg, i stedet for at forsøge at flygte fra den.

Ensomheden har mange ansigter. Vi er ikke alle sammen ensomme hele tiden. Ensomheden kommer og går på forskellige tidspunkter i livet. Ensomhed er sjældent noget vi bevidst vælger. Ofte kommer den i nød. Hvis vi for eksempel mister en partner, hvis vi bliver syge eller mister en social kontaktflade i form af venner, eller kolleger ved tab af et job.

Men vi kan også være ensomme sammen med andre, for eksempel i et parforhold, eller et venskab, hvor parterne har mistet den dybere kontakt med hinanden. Eller et barn kan være ensom i en familie, der ikke forstår dette barn eller hvis der er tale om en dysfunktionel familie.

Og det er som bekendt næsten den værste ensomhed. At være sammen med andre og dog være ensom.

Et moralsk spørgsmål
For mig at se er det et moralsk spørgsmål, hvorledes vi forholder os til og i vores ensomhed. Og det er det, jeg synes er interessant. Ensomheden sætter os i et dilemma. Skal jeg blive i det ensomme felt? Eller skal jeg forsøge at bryde ud af det ved at opsøge ”substanser”, der kan få mig til at glemme eller dulme den.

Det evige moralske spørgsmål er, hvad får den os til at gøre? Kan vi holde den ud? Forsøger vi at undgå at mærke den ved at gribe ud efter ”noget” derude, hvad enten dette noget er i form af andre mennesker, oplevelser, stoffer eller andet, der kan fylde hullet ud og få os til at glemme ensomheden.

Jeg har erfaret, at der er mennesker, der til stadighed forsøger at løbe fra ensomheden, og jeg tror at der er mennesker, der bruger og misbruger dem selv og andre i forsøget på at glemme ensomheden.

Det har ikke altid været sådan, men efter en skilsmisse og andre hjerteknusende erfaringer opdagede jeg, at jeg faktisk havde svært ved at klare min egen ensomhed. Så jeg forsøgte at dulme den.

Og hvorfor ikke – hvorfor ikke forsøge at glemme og dulme ensomheden? Hvorfor ikke søge adspredelse og forglemmelse, i stedet for at overgive os til ensomheden.

Det er jo en forfærdelig følelse. Så hvorfor dog frivilligt gå den i møde? Mit svar vil være, fordi der alligevel ikke er nogen, der kan tage den af dine skuldre. Det er ikke det andet menneskes opgave, og du finder ikke en lettelse fra ensomheden andre steder end i dig selv.

Dit nøgne og bare Jeg.

Sjælen
Det er min grundtanke om ensomhed, at den ikke skyldes at vi er alene eller isolerede i forhold til andre mennesker, men at vi er det i forhold til os selv, til vores sjæl eller det som Jung kaldte vores Selv. At vi savner en dybere forbindelse i det indre, og at det netop derfor, når vi føler ensomhed i forhold til vores omgivelser, er umagen værd at læne os indad og begynde at arbejde på at skabe denne forbindelse.

Jeg tror, at hvis kan holde ud at være sammen med os selv i ensomheden uden at søge noget udenfor, og hvis vi i denne tilstand kan begynde at arbejde på at skabe denne indre forbindelse med noget større i os og udenfor os, så kan vi komme overens med ensomheden, således at den ikke er stor og kvælende, når vi møder den.

For vi vil møde den. Også når vi håber og tror, at det er slut med vores søgen. Også når vi tror, at vi er kommet over på den anden side. At vi er frelste. For ensomheden kommer med erfaringen af forladthed, sorg og tab. Og vi ved ikke hvornår det rammer. Eller ensomheden er netop denne eksistentielle ensomhed som er vores grundvilkår, og som vi kan føle når som helst.

Den proces at være i og med vores ensomhed, som er en sjælelig proces, vil aldrig afslutte, men den vil, er min overbevisning, gøre det muligt at være i verden uden at blive afhængig af andre mennesker eller af substanser såsom fx alkohol eller andre stimulanser. Og det vil gøre os til mennesker, der vil være bedre i stand til at være der for andre mennesker.

Formålet er at kunne forbinde os med andre, uden at se dem som midler, men som mål i sig selv. Det er det, som Immanuel Kant kaldte det kategoriske imperativ:

Handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.

Det gælder såvel menneske(lig)heden i den Anden, som menneske(lig)heden i dig selv. Det nytter ikke noget at være god mod andre, uden at være det imod dig selv også.

Sagen er, at du gennem at skabe forbindelse med din sjæl ikke længere er alene som et fragmenteret, skrøbeligt Jeg i verden. Du bliver hel. Og når du er hel, har du ikke brug for at andre eller andet skal gøre dig hel.

Og vi er allerede hele, alle sammen. Det har vi altid været, og det vil vi altid være. Men vi glemmer det, vi bliver rodløse og sjælløse i verden, vi bliver bange og fremmede for os selv og hinanden, og det er her denne ubodelige ensomhed opstår.

Opgaven er at finde tilbage til din sjæl. At forbinde dig med den. At lokke den hjem eller frem af dybet. At give den lov til at give sig til kende og få fylde.

Kultivering af sjælen
Opgaven er at kultivere din sjæl. Men hvordan gør du det, og hvad er sjælen egentlig? Om det må jeg skrive et andet essay. Men lad mig kort definere sjæl, som den del af dig selv, der er evig i dig. Måske er det endda forkert at sige i dig, for muligvis er sjælen mere end vores fysiske form.

At skabe denne forbindelse mellem dit jeg og din sjæl i det indre er det som den amerikanske psykoanalytiker James Hillman kaldte for soul making. At skabe sjæl.

Forbinde dig med sjælen. Og det gør du ved at fokusere på de indre billeder, som sjælen skaber, fx gennem drømme.

Ordet kultivere har altid fået mig til at tænke på haver og havekultur. Det er ikke så meget et spørgsmål om at tæmme sjælen som at være god ved den, at få vækster til at gro, at vande og gøde igennem omsorg og opmærksomhed. At se og glædes over det, som gror frem, men uden nødvendigvis at analysere eller forsøge at forstå.

Du er din sjæls gartner, og selvom et væsentligt formål med at kultivere sjælen er at overkomme ensomhed, bære ensomhed, så er det vigtigt at understrege, at ikke alle og enhver skal have lov til at komme (helt) ind i din have. Når du har plejet og passet din have må du passe på den, for intet er mere ødelæggende, og atter ensomt, end at have lukket en ind som ikke var værdig dertil. Så er du lige vidt.

Den alkymistiske kolbe
Et billede, som jeg vil bringe på banen nu, er ideen om den alkymistiske kolbe – vas. Kolben er et symbol for kroppen, og for den beholder som rummer det alkymistiske opus.

Ved at vælge ensomheden som en bevidst vej, som et valg snarere end en nødvendighed, selvom den måske først møder dig som et nødvendigt onde, accepterer du den præmis, at kolben må holdes lukket og tæt, forseglet.

Du accepterer at være og forblive ensom i en vis periode. Det betyder ikke at du helt skal undgå at interagere med andre mennesker. Men det betyder, at du accepterer ensomheden, når den byder sig til. Accepterer, at der ikke altid skal ske noget, at tiden og stilheden ikke skal fyldes ud med alt muligt. At en aftale, der aflyses, ikke skal erstattes af en ny. At en ven eller elsker, der forsvinder, ikke skal erstattes af en ny. At tavsheden ikke altid skal brydes af tale.

Hvis ikke kolben er lukket, vil processen, der finder sted – en lutren af ensomheden og en lutren af den lyst, der frister os til at bryde ensomheden – blive forstyrret. Enten fordi den forurenes af noget udefrakommende eller fordi energien siver ud af kolben. Den alkymistiske proces finder kun sted i den lukkede, mørke kolbe.

Men noget skal der jo være i kolben for at processen kan finde sted. Pointen er at der ER noget i kolben. Vi har bare i vores kultur så travlt med at fylde på og tømme ud, at vi har glemt det, som allerede er til stede.

Kunsten er lige som i metaforen med haven og gartneren at vide, hvad der skal gøres og hvornår og i hvilken mængde. Det er derfor jeg skriver at det er en bevidst proces.

Det svarer til at brygge øl eller sylte tomater med chili. Hvad skal i krukken hvornår, hvor længe skal det koge og ved hvilken temperatur? Hvor meget malt, humle og gær skal der i? Hvilke krydderier, hvilke smagsnuancer? Skal nye ingredienser tilsættes længere henne i forløbet, skal det over på en anden beholder etc.?

Det er altså vigtigt at være klar over, hvorfor du gør det du gør. Og er vigtigt at stille de rigtige spørgsmål, selvom svarene måske først kommer senere.

Kys
For at bruge et andet billede: At kysse lidenskabeligt i forårsstøvregnen kan være fantastisk og godt for sjælen, når du kysser den rigtige og savnet efter at kysse med netop dette menneske kan sidde i kroppen længe efter. Men at kysse ti nye, fordi du savner den, du oprindeligt kyssede i forårsregnen, er ikke en måde at overkomme længslen og ensomheden. Det er netop at lade energi og sjæl flyde ud og fortabe sig.

Det kan være fint og smukt at putte savnet og længslen efter at kysse præcis denne mand eller kvinde i forårsregnen ned i kolben, fordi det var så smukt, om end det varede så kort, og acceptere dette savn, denne længsel og den ensomhed det afstedkommer.

Fordi det er nektaren, som din sjæl tager næring fra. Det er okay at bære dette savn, selvom det skærer som en kniv, for når det får lov til at lutres sammen med de andre billeder og erindringer, der både er smukke og tabte og skårede og er fragmenter af din ensomhed, din følelse af isolation og savn, så vil det blive lutret med tiden. Sødmen og denne skarpe følelse tilsammen udgør din ensomhed.

Det kan være fint at putte malurt i bægeret; erkendelsen af at det ikke kommer igen, at det har været, det er ikke mere. Indholdet i kolben skal ikke nødvendigvis være rent, der må gerne være lidt skidt – det skaber karakter i substansen.

Dannelse
Budskabet er at det er vigtigt at kunne vente, at holde kolben lukket, og være ekstremt bevidst om, hvad der bliver tilsat og hvad der bliver tømt ud. Det er vigtigt at være tålmodig. Det er vigtigt at acceptere, at vi faktisk ikke kan vide, hvornår processen er slut og hvad der kommer ud. En sommerfugl? En påfugl? En havfrue? Fugl Fønix? En grif, en enhjørning, en løve? Guld? Måske skal der ikke komme noget ud, måske skal det bare være sådan en bevidst bæren af ensomheden, en kontinuerlig kultivering af sjælen.

Jeg kommer til at tænke på at dette har noget at gøre med dannelse. En hjertets dannelse som kultivering af sjælen egentlig er. Formålet er ikke at få en ”bedre” sjæl. Sjælen kender ikke til etik, eller bryder sig det mindste om den. Sjælen er vild, et naturprodukt. Formålet er at kende sin sjæl og være ven med den, etikken kommer fra dig, således at du kan bære din ensomhed, styre din lyst og være noget for andre mennesker.

Det er vist her, at hjertet kommer ind i billedet. Men lad nu hjertet ligge.

Hvordan kultiverer du sjælen?
Hvordan bærer du din ensomhed? Hvad tyr du til, når du har valgt at vælge ensomheden som bevidst vej? Hvad fylder du ned i krukken?

Dette er naturligvis udtryk for det, som jeg har erfaret virker for mig. Det er på ingen måde fyldestgørende, og du vil måske have andre ideer og metoder. (Til sidst vil jeg i litteraturlisten angive bøger/artikler, der giver mere information.)

• Viljen til at give afkald
  Viljen til at med bevidsthed og kærlighed at se på sine lyster (og her mener jeg lyster i meget bred forstand), og vurdere om de gør dig selv og/eller andre fortræd. Er der reelt tale om noget lystfyldt – eller er det blevet en afhængighed
  Er det givende eller giftigt? Er det nødvendigt? Er det godt? Er det en erodering af sjælen eller kultiverende for sjælen?
  Vi kender alle vores afhængigheder og vores svagheder inderst inde tror jeg. Kan vi se på dem ærligt og vælge dem fra?

•  Sjælens billeder
  Drømme. Hav det som intention når du lægger dig til at sove at huske dine drømme. Hold øje med dine drømme, skriv dem ned, bær dem med dig i løbet af dagen. Gå i drømmeorienteret terapi eller start en drømmematrix. Lad være med at tyde eller analysere alt for meget, men lad drømmene tale (eller synge) til dig. Behandl billederne som juveler og vær varsom med at dele dem. Bær dem i dig og tal eventuelt med disse billeder, skriv om dem, skriv til dem eller mal dem. En forudsætning for at have det godt generelt og at drømme er i det hele taget at få sin søvn, gerne 7-8 timer hver nat. Søvn er faktor nr. 1 når det kommer til at have og beholde et godt helbred.

• Meditation
  Dyrk meditation. Lidt men godt er bedre end ingenting. En enkel vejrtrækningsmeditation i ti minutter, hvor du lægger mærke til dit åndedræt og vender tilbage til det igen og igen, når du bliver ledt på afveje af dine tanker, er det enkleste sted at starte.

• Spadsereture
  Du tænker godt når du går, du er ude og du får luft. Kant, Nietzsche, Kierkegaard og Gandhi gik alle. For ikke at tale om Buddha og Jesus. Du bruger din krop, samtidig med at du har sjælen med dig. Det at gå er ikke træning af kroppen, selvom kroppen også bliver bevæget, det skal ikke give et bestemt resultat, det er bare. Du kan spadsere alene, eller med en enkelt anden person, og I kan vælge at gå i stilhed, og opleve sammen, uden at skulle sætte ord på det I oplever. Du kan gå i naturen, i parken, i haven eller i byen. Man kan gå om dagen eller være en vandrer i natten. Og det kræver intet end din krop, dit sind og godt tøj og fodtøj.

• Stilhed
  Lyt til stilheden, vær i stilheden og eventuelt også i mørket. Hvad kan du høre, når alt er slukket? Den sitrende susen fra byen? Eller hvis du er på landet, fuglene, bølgerne mod stranden? Eller universets susen? Kan du høre dit hjerte slå? Kan du pludselig opleve, at en indre stemme (sjælens stemme) taler til dig med et budskab. Det har jeg oplevet et par gange. Kan du i stilheden få dine egne indre stemmer til at tie? Tør du?
  Sid under stjerne og lyt til deres sang.

• Kunst, musik, litteratur
  Dyrk kunsten. Hvilke kunstnere taler til dig og hvordan? Ikke nødvendigvis hvorfor – det er ikke din opgave at kende til kunstens teknik – i hvert fald ikke først. Koncentrer dig om at nyde kunsten istedet. Mine yndlingskunstnere er Klimt, Kandinsky, van Gogh, Chagall, Dali og Magritte. Hvilke er dine?
  Hvilke billeder kan din sjæl lide? Hvilke skulpturer? Hvilke bygninger? Hvilke haver? Hvilke kirkerum?Det samme gælder musik. Nyd den, flyd med, find trøst i den. Mit yndlingsstykke er Mozarts Requiem, selvom min daglige nydelse er at lytte til jazz i radioen. For mig vil musik altid være komplet uforståeligt, og dermed en desto større nydelse. Et mysterium fascinosum.Litteraturen er min personlige favorit. At læse har for mig som for så mange andre mennesker været den største trøst, den bedste flugt og en evig kilde til nydelse. Det som ikke kan gives ord i den såkaldt virkelige verden kan litteraturen og poesien finde ord for. Det som sjælen ønsker er, igen ifølge Hillman, ”fiktion, der heler”. Og hvorfor ikke, hvorfor ikke læse.Harold Bloom angiver følgende grund til at læse, og den har netop at gøre med ensomhed:

  ”Læsning henviser én til Det Andet enten hos en selv, hos en af ens venner eller hos en, der kunne blive ens ven. Skønlitteratur er andethed og dulmer dermed ensomheden. Vi læser ikke blot, fordi vi ikke kan nå at lære ret mange mennesker at kende, men også fordi at venskaber er sårbare, så let svinder ind eller går tabt, med tiden, med afstanden, på grund af uoverensstemmelser eller alle de sorger familie- og kærlighedslivet byder på”

  Litteraturen er en evig medicin mod ensomhed, og et hus med mange indgange.

  Andre kunstarter er naturligvis lige så givende afhængigt af hvem du er, og hvordan din sjæl bedst kultiveres, fx film, sang eller dans.

• At skabe
  Uanset hvad dit talent er eller, hvor godt det er, hvad du kan lide at skabe, og hvad der kommer ud af det; så vil det få din sjæl til at trives. Med Kurt Vonneguts ord:

  “To practice any art, no matter how well or badly, is a way to make your soul grow. So do it.”

  Gør det for sjov eller fordi du har noget at udtrykke, som du tror er vigtigt for eller kan være til gavn for andre. Om ikke andet så gør det, hvis det er vigtigt for dig. Acceptér at det ikke skal eller kan være perfekt. Sjælen kan ikke lide perfekt, sjælen kan lide søgen, fejl og liv, pulserende, levende liv. Sjælen kan lide hengivelse til passioneret kreativitet. Så gør det du gør, og dediker det eventuelt til din sjæl og en ven.

  Uanset, om dit Jeg mener at det skal være perfekt eller din indre kritiker hvisker det til dig, så giv dig selv lov – for det er kærlighedserklæring til din sjæl og dermed til dig selv. Og når du dedikerer dit værk, stort eller lille, til en Anden vil det være at række ud over dig selv.

• At være der for andre
  Sidst men ikke mindst, og i forlængelse af at dedikere dit værk til en Anden, så er det sidste og bedste middel mod ensomhed at dedikere dig selv til andre. Det behøver ikke at være i form af en sag, en politisk bevægelse eller en religion.Det kan være så simpelt som en tro på at dit liv, dit arbejde, dine handlinger og din kærlighed, selveste din væren i verden, har betydning for andre, og at dedikere denne væren til andre. Etisk set er der ingen krav om at skal vi elske alle. Vi kan ikke elske alle. Kærligheden bliver ikke særlig, hvis vi elsker alle. Men kærligheden har mange ansigter, og ét af dem er venlighed. Der hvor du ikke kan elske det andet menneske, kan du vise venlighed og respekt. Paradoksalt nok kan det være nemmere at vise fremmede venlighed og respekt end ens nærmeste. Fordi det er i forhold til og på grund af dem, at vi kan føle skuffelse, svigt, vrede, sorg og ensomhed. Og kærlighed, naturligvis.

Alene med Altet
Min mor citerede tit Hjalmar Söderbergs berømte sætning, som jeg indleder dette essay med. Men jeg er ikke enig med ham. Jeg tror ikke at det er sjælen, der er ensom, men at vi mennesker bliver ensomme af at miste kontakt med vores egen sjæl, og så mister vi os selv og hinanden.

Og jeg tror at kuren mod ensomhed er ensomhed – eller bevidst at være alene.

Al-ene. At være ene med altet.

Når vi bliver stille og lytter til vores sjæl, så hører vi pludselig noget Andet. Verdenssjælen: Anima Mundi.

Hun synger fra stjernerne, suser i træerne, får skoven til at bevæge sige, hun skvulper i bølgerne, dunker i dine årer, hvisler i sneglehuset, hun er i børnenes latter, hundens gøen og kattens spinden. Hun glimter i perlemoren, gemmer sig bag skyerne og skinner med månen.

Hun er overalt. Og når vi opdager at vores sjæle er spejle af hende, så ved vi pludselig at vi ikke er alene, aldrig har været det og ikke kan blive det.

Hjælpsom litteratur:

Bloom, Harold: Hvordan man skal læse og hvorfor.

Chödron, Pema: Meditation.

Chödron, Pema: Six Kinds of Loneliness

Gros, Frédéric: Gå!

Hillman, James: A Blue Fire.

Hillman, James: Healing Fiction.

Moore, Thomas: Care of the Soul.

Vedfeldt, Ole: Din guide til drømmenes verden.