længsel Arkiv ~ Prima Materia

Lykkelig nu

Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Jeg sad i mørket. I en gang eller et forgemak med mange døre. Og jeg ventede. Jeg ventede på at en af dørene ville åbne sig. At en rude af lys ville blive kastet ud i mørket, at jeg ville budt velkommen ind, at jeg ville blive favnet og kysset. Jeg ønskede det med en dyb intensitet og en bittersød længsel.

Jeg rejste mig ikke op. Jeg gik ikke derfra. Jeg blev siddende en rum tid endnu. I mørket.

Jeg var næsten kommet hjem. Men ikke helt. Jeg ventede stadig, på at nogen skulle åbne døren for mig, på at nogen skulle lukke mig ind, på at et bæger skulle rumme min længsel.

På et tidspunkt.

På et tidspunkt åbnedes en indre dør. En stråle af rhombeformet lys faldt i mørket. Om min hals havde jeg nøgle med hvilken jeg kunne åbne døren. Nøglen havde jeg haft hele tiden, døren havde været der hele tiden.

En indre dør.

Jeg spurgte mig selv, om jeg skulle vente i et koldt og mørkt forgemak, når jeg kan finde hjem, når jeg blot kan gå ind i feltet, ind mit inderste og være den jeg altid var siden tidernes morgen. I kærlighed, som den er, når den ikke er andet end det.

Hjem.

Det inderste kammer, hjertekammeret, det helligste sted, brudekammeret, derfra vores lys stråler.

Havfruedrømme

“I must be a mermaid, Rango.
I have no fear of depths and a great fear of shallow living.” Nïn.

Det undrer mig egentligt ikke at havfruen dukker op af dybet nu. Hun har en del med længsel at gøre.

Traditionelt har hun med den mandlige længsel at gøre; halvt kvinde, halvt fisk, halvt menneskelig, halvt animalsk. På en gang en sødmefuld lokken og en påmindelse om seksualitetens mørkere og dybere aspekter.

Hun er et arkaisk væsen, der kommer fra det åbne havs dybder. Hun er vidunderlig, med langt hår, smukke bryster og en sødmefuld sang, der lokker manden til, men som overrasker og chokerer med den glitrende, changerende fiskehale. Eet slag med den og hun vender tilbage til havet.

Hun er farlig fordi hun med sin sang forfører manden ned i urdybet, hvor bevidsthed, ego og vilje opløses. Og på den måde repræsenterer hun også den mandlige frygt for det kvindelige.

Hendes mere positive egenskaber omfatter det legende og evnen til at profetere:

“As a personification of the seas and psyches generative waters, the mermaid represents the prospect of sexual love, pleasure and wish fulfillment, and she also posseses the gift of prophecy”.

Det er blevet foreslået at sirenerne i virkeligheden var sæler. Men det er noget vrøvl. Det er udtryk for en rationel trang til at bortforklare psykens dynamiske indre billeder og gestalter. Havfruen kan som så mange andre mytiske væsener hverken forklares eller bortforklares.

Men hvilken rolle spiller hun i en kvindes sind? Hvad er det hun vil sige til mig? Hun dukkede op af mine drømmes ubevidste, arkaisk, mærkelig, fremmedartet og farlig. En utæmmet kvindelighed, som åbenbart er en del af mig. Hun dukkede op i tarotten i form af Quen of Vessels i Robert Place’s Alchemical Tarot.

Hun holder skrinet, hun holder kolben og ingen ved hvad den indeholder. Det er et mysterium, en gåde. Ikke i den forstand, at det er noget, der kan løses – men som noget, der vil udfolde sig med tiden. Havfruens budskab for mig er at acceptere uvisheden, mysteriet, at holde spændningen ved intet at vide – men måske have en dyb intuitiv forståelse.

Havfruens rette element er havet, og som sådan kan hun ikke gå på land. I eventyret af H.C. Andersen bliver det muligt for den lille havfrue at gå på land for at få den elskede prins. Men prisen derfor er en skærende smerte i fødderne for hver skridt hun tager på land. Hun betaler en høj pris for en kærlighed, der aldrig bliver og hun finder aldrig tilbage til sit rette element, havet, fordi hun ikke kan få sig til at dræbe prinsen på hans bryllupsnat. Hun elsker ham for højt til at kunne tilintetgøre ham, ikke engang for at få sin egen facon tilbage. Hun bliver en af luftens døtre og mister dermed sin kropslighed, sin fylde, alt. Stemmen har hun allerede mistet som pant til den onde havheks.

For mig er dette et hjerteskærende eventyr om, hvor høj en pris, vi er villige til at betale for en kærlighed, der aldrig bliver. Og hvor længslen kan føre os hen. I Queen of Vessels skrin finder vi måske længslen/passionen/Eros, og evnen til at udholde den, holde den, bære den og ære den.

På Moon fra The Sevenfold Mystery er der et skisma mellem de to hunde; vilje (hvem er jeg, hvad er mine værdier) og hvad er min appetit (hvad vil jeg fortære – og ultimativt fortæres af?)

Havfruens budskab (for mig) er en påmindelse om at vende tilbage til mit rette element, dybet – selvom det kan være dejligt at dvæle på bredden – at jeg er bedre stillet med at (for)blive mig selv og hel – end gå på glasskår for at følge min længsel.

Prisen kan være for høj. Vi kan miste os selv:

“The danger lies in losing oneself in ones longing”

Citater: Taschen: The Book of Synbols : Reflections on Archetypal Images. 2010.

Det bløde punkt

Jeg længes.

Jeg længes efter dit begær. Efter dét blik i dine øjne.
At blive kneppet hårdt, at blive elsket blidt.
Jeg længes efter at være nøgen og næsten sovende med dig.
At vågne med dig.

Jeg længes efter at danse langsomt i en patio i månelyset.
Jeg længes efter at ligge i bunden af skoven og se op i himlen – med dig – en varm forårsdag.

Jeg længes efter at betragte solnedgangen. Min hånd i din. Jeg længes efter molen, fødderne i vandet, bølgerne blide.

Jeg længes efter at tælle stjerner med dig under universets kuppel.

Jeg længes efter dine kys, dit favntag, at blive holdt. At blive holdt, og ikke sluppet.

Jeg længes.

*

nightsky

Venus på nattehimlen –
måske det ultimative symbol på vores længsel

Vi længes alle efter noget. Og længslen har ikke sluppet mig, selvom jeg har brugt de sidste år på at leve og udleve den, studere og analysere, føle og mærke den. Længes.

Den skulle blot vækkes blidt. Så var den tændt igen.

Vi længes alle fra et dybt sted i os. Det jeg lærte af min længsel var at det ikke er noget sted langt borte, der kalder, men fra et dybt, dybt sted i os.

Adyashanti:

Real longing is usually for some deep emotional place, happiness, peace, forgiveness, love.

Længsel er en kalden indefra og ud. Som et ekko.

Vi hører det, der bliver kastet tilbage, men vender os oftest ikke for at lytte til dér, hvorfra stemmen synger stærkest.

Fra vores sjæl. Vores sjæls længsel efter fylde, fuldkommenhed, fred:

Longing is sent into consciousness, it’s a way of pulling you back into your own fullness. It comes from fullness and pulls you back to fullness, if you follow it back from where it came. It brings you back from where it came. And you find, it came from fullness. The longing for happiness came from happiness. The longing for enlightenment came from enlightenment. The longing for peace came from peace.

*

Vi har alle dette i os, allerede hele vi er. Vi mister det bare i dagenes travlhed, verdens galskab, livets kompleksitet. Vi mister det, vi allerede er. Og længes.

Efter kærlighed, efter frihed, efter fylde, efter fred efter den perfekte elsker.

Der er dette bløde punkt i os, som er vores sjæl der kalder – som Psyche, der søger Eros. Jeg tænker at det er godt at favne dette bløde punkt som en mor, der favner sit barn, og varsomt bærer det på armen. I stedet for at bilde os selv ind at vi skal glemme det, slippe det, lade det gå.

Hvornår var det nogensinde muligt?

Men det er muligt at komme hjem og så alligevel befinde sig i paradokset, kompleksiteten. At være kommet hjem, og dog mærke længslen, trækket. At rumme den og ikke gøre den til en smerte.

Bære den og ære den. Lytte til stedet, hvorfra den kalder.

Det bløde punkt indeni.

En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas. I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.

Længsel

Vi længes alle sammen fra tid til anden, og på forskellige måder;
Neediness, og savn er netop udtryk for den samme grundfølelse af længsel.

Neediness er – overfladisk set en trang til at blive fyldt op udefra og ind, og en følelse af modstand – og deraf følgende lidelse – mod den underliggende længsel efter at lade kærligheden strømme frit.

Savn er længselen efter en person, som man ikke er sammen med lige nu. Hvad enten det er fordi man har forladt eller er blevet forladt, har mistet ham eller hende til sygdom eller død, eller vedkommende befinder sig på den anden side af jordkloden.

Savnet kan sagtens være frit, uden neediness. Det vil sige, at du kan give slip på et andet menneske, anerkende dets betydning i dit liv, den kærlighed, der er eller har været, sige farvel og så stadig væk savne vedkommende ind til benet.

Og den gode nyhed er, at savnet sandsynligvis altid vil være der, som et lille hul i dit hjerte, som et pant på kærlighed. Det er okay. Det er okay at savne, det er okay at sørge over det som er slut.

Længsel er den store længsel efter at elske og blive elsket, der ligger bag både neediness og savn. Længslen er på sin vis ikke personlig, den kan være udefinerbar og vild og stor og smertelig, og (næsten) ikke til at rumme.

Længslen er søgen efter kærlighed eller frihed uden at det nødvendigvis er knyttet til bestemte personer eller situationer. Men vi forfalder til at søge længslen indløst fx gennem at få hullet fyldt udefra, eller omvendt; vi glemmer at give os lov til at mærke savnet. Men det er godt at anerkende savnet : Ja, jeg savner ham sgu og det vi havde sammen. Sådan er det bare.

Og. Det er okay at forfalde til needines, det er okay at forsøge at flygte fra vores følelser af savn og sorg.. Vi er menneskelige, livet er ikke en lige vej, men snørklet og fuld af fælder. Jeg har lært at det hjælper at bære over over med mig selv, at føle det jeg føler, selvom jeg hellere ville føle noget andet. Det hjælper at tale med gode venner, når jeg føler mig ked af det, dum, og – ja længselsfuld.

En anden ting, der har hjulpet mig igennem svære perioder er en erkendelse at kærligheden er betingelsesløs, men relationen er betinget. Kærligheden holder for mig ikke op, selvom relationen gør. Men den får måske et andet udtryk med tiden.

Og jeg øver mig på at tillade mig selv at føle længslen, og hengive mig til den. Længslen, som ikke er bundet til at få opfyldt et behov, og heller ikke nødvendigvis til savnet efter en bestemt person. Når det lykkes mig at at slippe frygten for at lade kærligheden strømme igennem mig og ud i verden, sker der netop det at kærligheden jeg giver og kærligheden jeg modtager er den samme; ubetinget og fri, uanset hvilken vej den strømmer. Der sker det at der ophører med at være en modsætning mellem at give og modtage kærlighed, og det betyder egentligt intet om der er en relation mere.

Kærligheden er bare.

Ud og hjem igen

Der var en gang, hvor jeg længtes for vildt efter frihed, efter at komme ud – ud – bare udefinerbart ud …

Og på rejsen ud kom jeg igennem mange forskellige landskaber.

Jeg har til tider fortrudt og bebrejdet mig selv at jeg gik efter den længsel.

Jeg har betalt prisen, men jeg har også oplevet en større sandhed og en mere ægte frihed end jeg turde håbe på.

Så jeg vil ikke fortryde mere. Det er som det er. Jeg er den jeg er.

Vild, viis, værdig.

Det jeg opdagede var at rejsen ud blev til rejsen hjem.

Needy

“I really need you tonight”

Vi er alle “needy” efter noget – eller nogen. Eller vi har alle prøvet at være det. Det er derfor popindustrien kan spytte den ene film eller sang efter den anden ud om at være det. Det taler til noget eksistentielt i os alle.

Men hvad vil det sige at være “needy”? og hvad er det, som den følelse peger på – et lag dybere?

Først og fremmest kan det oversættes til at at have “behov for” eller “trænge til” – og i det ligger der implicit at man har behov for noget eller nogen udenfor een selv. Det betyder at vi forventer at Andre, en Anden eller noget Andet kan opfylde vores behov – fylde vores tomhed ud.

Ligesom jalousi er det at være “needy” en ringeagtet eller ildeset følelse, fordi den peger på en følelsesmæssig afhængighed – men ligesom med jalousi kan du lære meget af dig selv ved at se på den og byde den velkommen.

Jeg har arbejdet med den følelse af at være “needy”, jeg selv har oplevet.

Jeg har forsøgt at rumme den og give den plads, istedet for at gøre modstand og benægte at jeg selv har den følelse, og som det typisk sker, at se den hos andre. At lade andre være bærere af min skygge.

Jeg prøvede at meditere på, hvor den følelse sidder i kroppen og hvordan den opleves – og hvilken form den har.

Den er – til min overraskelse – hjerteformet.

Den sidder i hjerteregionen. Det føles – og dette lyder komisk – som om der er et hjerteformet hul, der hvor hjertet skal være eller som om nogen har taget en stor hjerteformet kageskabelon (som dem man laver julekager med) og trykket et stykke af mig ud, sådan at der er en hjerteformet tunnel igennem brystkassen.

Først føltes det som en trykkende, lidt tung fornemmelse – men da jeg oplevede det som en hjertefacon lettede det. Jeg forsøgte at “udvide”, så jeg selv og følelsen blev større, og så føltes det som en form for strømmen “gennem tunnellen”.

Og så kom erkendelsen:

At være needy er IKKE et spørgmål om at savne noget udefrakommende. Jeg troede at needyness handlede om ønsket om LAA (love, approval & appreciation).

At være needy bunder i en dybere længsel. Ikke efter at blive elsket – og ikke i frygten for ikke at blive elsket.

Men paradoksalt nok i en længsel efter at give sig lov til at elske. Den bunder på et dybere plan i frygten for selve det at elske, at give, at strømme over af kærlighed. Grunden til at det er en svær følelse er at der er frygt forbundet med det. Først i form af frygten for at kærlighedsstrømmen bliver afvist.

Og så er det alligevel ikke så meget et spørgsmål om, hvordan det modtages, men om selve den indre modstand mod at give slip, at lade kærlighedensenergien strømme frit fra det indre.

Dybest set at i frygten for turde elske sig selv og lade denne kærlighed strømme over, så man flyder over af kærlighed, ubetinget. Frygten for at flyde med, at give slip, at lyse op med vores egen ild.

Så det neediness peger på er en længsel efter at elske, ikke efter at blive elsket.

Jeg tror at neediness i form af den ubehagelige følelse, som den overfladisk opleves som, er et forsøg på at undgå at elske inde fra og ud – men istedet at finde sikkerhed derude for at man er værd at elske. Det er det man søger i sin neediness. Man har vendt kærlighedens strøm om, og venter på at få lov til at elske sig selv – af noget ydre.

Men når den rummes som længsel ophører modstanden, og dermed lidelsen, og det er muligt at elske, at lade kærligheden strømme igennem det hjerteformede hul.

Der var en veninde, der en gang sagde til mig at;

Du stråler, når du elsker dig selv.

Det er sandt – det gør vi alle. Det gør du også.

Jeg ved ikke om dette giver mening for dig – det håber jeg.

Rejsefeber

“At rejse er en sindstilstand”

I morgen skal jeg ud at rejse. Måske den største rejse i mit liv, indtil videre. Ihvertfald er det en rejse ud af min Comfort Zone.

Jeg skal til Thailand for at være sammen med ham, som jeg savner så meget .

Og jeg glæder mig så meget at det er svært at rumme.

Jeg skal flyve til Dubai, og derfra til Bangkok, hvor han vil møde mig.

Og. Jeg lider af rejsefeber, må jeg erkende. Af forskellige årsager begynder mit sind at opstille alle mulige tænkelige og utænkelige scenarier for hvad der kan gå galt. Det er ikke selve flyveturen.

Jeg troede egentligt at jeg var kommet over den, at det var noget jeg havde arvet fra min mor, og som jeg havde lagt fra mig i erkendelsen af den ikke er min. Og det er den heller ikke. Så jeg vil lægge den fra mig igen.

“Verden er smuk og stor”

Var der en, der skrev.

Hvis verden er smuk og stor, og jeg skal ud af min comfort zone, og det at rejse er en sindstilstand, så vil jeg gøre det med glæde og ro i sindet.

Og spørgsmålet er om rejsefeber ikke også kan betyde feber efter at rejse, den længsel, der altid har fået os mennesker til at søge nye horisonter?