Hvis du skal vælge mellem smertefulde følelser som frygt, sorg eller vrede – eller medfølelse – hvad vælger du så?
Dit svar vil sikkert være medfølelse, og det er også det “rigtige” svar. Men sandheden er at det er et umuligt valg. Og egentlig er det også en helt forkert præmis jeg stiller op, at det overhovedet er et valg.
Jeg vender tilbage til hvorfor, men først vil jeg tage et par omveje.
***
I dag har været en perfekt dag for mig. Jeg har skrevet, jeg har været sammen med en god veninde, jeg har fået sol, jeg har spist sundt og jeg har gået næsten 10 km.
I dag føles det som om alt i mit liv er faldet til ro, og som om jeg besidder en vibrerende energi af liv og sødme, som en følelse af at være i total samklang med Altet. Som en glæde, der pulserer indefra og ud.
Alt er perfekt, og al den smerte, jeg nogensinde har følt, og altid ligger i mit sind som en understrøm af melankoli syntes at være gået i opløsning. I dag.
Jeg sagde til min veninde: Det har aldrig været bedre. Men måske er det mere rigtigt at sige: Jeg har aldrig været bedre. Ikke i etisk, men i eksistentiel forstand.
***
I morges bad jeg P8 Snooze om at spille et uddrag af A Love Supreme af Coltrane, som jeg holder virkelig meget af. Livet er stort og det er kærligheden også. Og det minder Coltrane mig om. Og både livet og kærligheden vil noget med os, som vi ikke altid selv forstår. I stedet for at flyde med, forsøger vi at kontrollere både livet og kærligheden.
Men vi har det med at forsøge at gøre det mindre, for at kunne begribe det. Det er som at putte vand i en kuvert for at sende det som en joke, som Alan W. Watts skriver i sin bog The Wisdom of Insecurity. Det er ikke muligt. Ikke desto mindre er det, som vi forsøger at gøre det meste af tiden, for at kunne holde usikkerheden ud.
Det eneste vi med sikkerhed ved er konstant er forandring.
***
Vi vil opleve smerte, tab, sorg, vrede og frygt. I både vores individuelle og kollektive liv. Nyhederne i morges fortalte om endnu et terrorangreb. Og igen står vi tilbage med vantroen og fortvivlelsen og spekulerer på, hvad vi skal gøre, hvad vi skal føle og hvad vi skal mene? Hvordan skal vi reagere og hvordan skal vi forhindre det i at ske igen? Hvis vi kan?
Da Paris blev ramt i november 2015 blev jeg meget påvirket af det. Så blev andre byer ramt, Nice, Bruxelles, Stockholm, Berlin, Istanbul … Og på et tidspunkt begyndte jeg at spekulere på, om jeg er blevet kynisk. Påvirker det mig ikke mere? Er det blevet normalt? Der er ihvertfald ingen tvivl i mit sind om, at det ligger indenfor for det mulige og sandsynlige at også København kan blive ramt.
***
Er det blevet normalt?
Jeg tror ikke, at vi nogensinde skal acceptere det som normalt. Terror er og vil være en anomali, en excessiv handling, som er totalt uacceptabel. At acceptere det, ureflekteret, ubevidst, er at vælge at blive kynisk, ligeglad, ufølsom.
Men på den anden side; vi er nødt til at leve livet med al den Joie de Vivre, vi kan opvise. Vi er nødt til at beruse os i livet, i glæden, i kærligheden, i sanseligheden, i det håb der ligger i det helt enkle at trække vejret Her&Nu. Som et svar på terroren og den frygt den afstedkommer.
Som et udtryk for et stille, almindeligt mod: Nej jeg vil ikke leve i frygt, jeg vil ikke begrænses i min udfoldelse, fordi nogen vælger at sprede død og ødelæggelse. Og nej, jeg ved ikke, hvordan vi skal ændre det her – men jeg ved at jeg kan vælge, at det ikke skal påvirke mit liv og det jeg retter min bevidsthed mod.
Eller som PH skrev: “Den som holder sjælen rank, kan ikke blive træl”. Det gælder i alle livets sammenhænge. Og vi er nødt til at holde sjælen rank.
***
Det indebærer også at at se i øjnene, at vi ikke kan undgå forandring, og vi kan ikke kontrollere livet, eller kærligheden – eller, hvornår døden finder os. Vi er nødt til at acceptere døden, acceptere smerten, tabet, sorgen og vreden – ikke bare muligheden af disse tilstande, men at det alt sammen er her, og at det er lige så stor en del af os som livet selv, som blodet der pulserer i vores årer, som hjertet der slår, som blikket der møder et andet, som kysset, som glæden. For uden at forstå at alt dette også er OS, er vi ikke i stand til at føle medfølelse.
For mig er det en vigtig pointe, at der ikke er nogen flugt. Smerten og glæden er begge livsvilkår, som vi tager med os. Vreden, sorgen og raseriet er lige så væsentlige bestanddele af os, af den menneskelige natur.
***
Galskaben fødes i det øjeblik vi nægter at acceptere dette i os selv, og begynder at lægge det over på de andre. Vi kan ikke flygte fra den menneskelige natur, vi kan ikke skabe et utopia, hvor disse følelser, tilstande og handlinger ikke er mulige – for de vil altid være mulige for og i os, hver især. Vi bærer ondskaben med og i os som et grundvilkår, og det så Jung så klart som nogen anden i det 20. århundrede.
Derfor kan det ikke lægges ud på De Andre, uanset hvilken form “De Andre” har i øjeblikket. (Det er ikke ondskab som arvesynd jeg taler om, idet jeg ikke deler en kristen livsanskuelse – men som del af vores dobbelte natur – jeg er nærmere gnostisk her).
Men vi har glemt dette – vi vil så gerne se os selv som gode, og de andre som de onde, vi vil så gerne undgå at føle smerte, selvom smerten er en lige så uundgåelig livsledsager, som Døden, der altid møder os i Samarkand .
***
Så det at holde sjælen rank handler om ikke at falde for vores trang til at undgå at tage ansvar for vores egne dæmoner. Lad være med at være en slave af din egen djævel, og lad være med at falde for fristelsen til frakende dig ansvaret for den! Kend dig selv, og hold ryggen rank. Bær dit eget shit på en stærk ryg.
Og her kommer jeg tilbage til indledningen: Ægte og dyb medfølelse fordrer erkendelse af vores egne smertefulde følelser.
Vid at medfølelse ikke er en nem følelse – for dyb medfølelse kommer af erkendelsen af din egen svaghed, din egen afmagt, din egen frygt, din egen vrede, kun således kan du virkelig forstå det som et andet menneske rummer, kun ved at forstå dybet i din egen menneskelige – alt for menneskelige natur – kan du fuldtud have medfølelse med og forståelse af Det Andet Menneske.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke betyder accept af dette menneskes handlinger, eller tolerance eller tilgivelse – det betyder at vi er i stand til at føle med og forstå den Anden.
Fordi vi er i stand til at føle og forstå os selv istedet for at tage flugten.
Forskellen på medfølelse og medlidenhed er – kort sagt – at medfølelsen erkender det andet menneske som det er – mens medlidenheden gør dette menneske til offer.
***
Den dårlige nyhed er at du er nødt til at drikke glasset ud. Du er nødt til at smage bitterheden for at smage sødmen. Den bitterhed, der klæber til dit eget liv. Du er nødt til at tage ansvaret for dig selv og dine egne følelser for fuldt ud at kunne forstå andre mennesker.
Jung sagde, “Knowing your own darkness is the best method to deal with the darkness of other people”. Så i erkendelsen af din egne dæmoner kan du bedre erkende og genkende dæmonerne hos andre.
Du er nødt til at erkende dig selv. Mange mennesker gør hvad de kan for at undgå denne erkendelse, og vil kun det gode, det nemme, det overfladiske. Enten søger de transcendensen i det spirituelle og glemmer at guldet ligger i dybet, eller de de søger transcendensen i spiritussen og andre stoffer, der kan dulme bevidstheden og de forsvinder i tågerne.
Jeg kender begge flugtveje til fulde.
Den gode nyhed er at du gerne må være glad, lykkelig, livsberuset, også på de dage, hvor verden vånder sig i sorg og smerte, også når alt synes at falde fra hinanden, også når den menneskelige natur viser sig fra sin værste side – igen.
Fordi den glæde, din livsglæde og din kærlighed og din lykke, er dit værn imod mismodet og frygten. Så drik også af sødmens bæger, men den sødme, der strømmer indefra, fra dit eget center og fra samværet og samhørigheden med de mennesker, du holder inderligt af.
***
Livet og kærligheden er stor, større end vi tror, og nogen sinde kan begribe, og vi kan ikke pakke det i en fin æske og tro at vi kan kontrollere udfaldet af noget. Lev mens du kan. Du ved ikke hvornår eller hvordan Døden møder dig i Samarkand – eller andre steder.