Bitch

No, that bitch ain’t a part of me

Rundt omkring i verden bliver kvinder krænket, myrdet, banket, brændt og voldtaget. Hver evig eneste dag.

Det gælder i alle kulturer. Men i nogle kulturer synes manglen på agtelsen for kvinder at være større end i andre.

Siden nytår og overfaldene på kvinder i Köln er der løbet en diskussion igennem medierne om bl.a. voldtægtskultur. Skismaet har været en konflikt mellem hensynet til kvinders lige rettigheder i et frit Europa og hensynet til etniske minoriterer i et frit Europa. Det ligner et double bind i den politiske korrektheds navn; Hvad skal man tage mest hensyn til?

Dette er ikke en politisk blog, og mange kloge (og ikke-kloge) ord er blevet sagt i den forbindelse, og en ting er sikker; Köln vil sætte sit spor længe endnu. Det har aldrig været og er heller ikke nu mit ærinde at være politisk – men at se på de dybere mønstre i den individuelle såvel som den kollektive psyke.

Det, som jeg hæfter mig ved er den diskussion, der foregår om at kvinder bliver udsat for vold og seksuelle overgreb, og alle de ord, der rigtigt siges om, at det ikke handler om – eller burde – handle kvinders adfærd – men om mænds adfærd.

Der bliver talt om den vold, seksuelle krænkelser og overgreb, der bliver begået mod kvinder. Men af hvem? Det meste af den vold, der bliver begået mod kvinder, bliver begået af mænd, uanset hvor i verden. Og dette er bestemt ikke et forsøg på at udråbe mænd til at være nogle svin all over, men at undersøge, hvad det er for nogle mekanismer, der finder sted i den kollektive maskuline psyke, når mænd overfalder kvinder.

Dette indlæg er ikke rettet mod individuelle mænd, men det handler om det maskuline og det feminine og deres indbyrdes relation.

I foråret 2015 skrev jeg  om voldtægten mod den unge indiske kvinde Jyoti Singh. Det handlede om balancen mellem det feminine og det maskuline, og det forekommer mig at det – ihvertfald i en dybdepsykologisk kontekst – er en del af forklaringen på volden mod kvinder på verdensplan. Jeg blev forfærdet over de kummerlige vilkår som de unge mænd, der voldtog – og dræbte – Jyoti Sing, levede under. De havde ingenting og de var ingenting. Det er ikke en undskyldning, men en del af forklaringen.

I den optik er såvel det maskuline som det feminine ved at blive forrået og udhulet. Jeg tror at det er fordi, at der ikke er en god nok relation imellem dem. Når det kollektivt feminine mister sin kraft, mister det maskuline også sin kraft, og omvendt, fordi de næres af hinanden. Som egen og engen. Når det maskuline bliver patriarkalsk, koldt og magtstræberisk ønsker det at udrydde det feminine. Det er min påstand at det maskuline overordnet mangler en sund relation til det feminine – i den kollektive og mange tilfælde den individuelle psyke – og i kulturen.

Hvorfor hader nogle mænd kvinder? Fordi de hader det kvindelige i deres egen psyke som noget fremmed.

Lilith

Som en temmelig fundamentalistisk jungianer tror jeg, at vejen til ens kønsidentitet går gennem et dybt møde og integration med anima/animus, altså mod det modsatkønnede fremmede i psyken. Jeg tror også at det bliver muligt at hvile dybere i sin identitet som kvinde, hvis man har integreret sig med og mødt den indre mand, og har “giftet” sig med ham i form af det indre bryllup eller det alkymistiske bryllup. Og jeg tror det bliver nemmere og mindre konfliktfyldt at møde det maskuline derude i verden, hvis man har taget tyren ved hornene i egen fold, så at sige.

Og det samme gælder for mænd – med omvendt fortegn.

Når integrationen ikke sker i det indre – der kan være kulturelle normer, der forhindrer denne intregration i sindet – bliver det ubalanceret og udvendigt.

Det kan på et almindeligt dansk hverdagsniveau give sig udslag i bløde mænd, der istedet for at skabe en stærk relation til deres indre kvindelige, og dermed tør påtage sig deres sunde, stærke, viise maskulinitet udadtil bliver søde, bløde, blide vatfår. Og i moderne, vestlige kvinder kan det give sig udslag i at kvinder bærer det maskuline skjold udenpå tøjet og ikke har taget det hjem.

I begge tilfælde bliver ens indre modsatte kønsidentitet vendt på vrangen og båret udenpå.

Eller værre: Det kan gøre sig udslag i mænds vold mod kvinder, fordi kvinder/det kvindelige ses som noget inferiørt. Det bliver ageret ud i form af vold, krænkelse eller nedladende kommentarer om det kvindelige køn.

Man(d) bliver så fremmedgjort overfor det kvindelige, at man ser det som noget fremmed, der ikke er en del af en selv, og hvor begæret som det tænder bestemt ikke er en del af ens selv, men noget som den Anden tænder og er ansvarlig for (- og ført ud i sin ekstrem bliver det nemt at blame og shame kvinden for overgrebet, når manden ikke tager ansvar for sin seksuelle impuls.)

Det er præcis det, som Cris Cornells sang “Part of me” handler om. Han synger ironisk og kærligt på sit køns vegne: “That bitch aint a part of me”. Mændene lider i deres begær, forsøger at at undslippe det, at skyde det fra sig etc. Men begæret ER der, kvinden er der, det kvindelige er der, og opgaven er at tage det på sig og få det afbalanceret.

De fleste mænd vokser op og lærer at tøjle deres drift, lærer at omgås det kvindelige og kvinder på en god, kærlig, moden, ligeværdig og maskulin måde. Og mange eventyr handler om at drengen/ manden skal ud i verden for at lære at blive bange, lære at styre sine egne kræfter, og ofte er det den oldgamle kvinde, der hjælper ham med dette.

Det er ikke et tilfælde.