Danseren

Hvem er hun, der kigger frem som morgenrøden,
smuk som månen,
strålende som solen,
skræmmende som en hær under banner?

Hun rører på sig.

Hun har mange ansigter, mange skikkelser, en af dem er danseren.

Hun danser i takt med universets rytme, lader slørene falde, et efter et. Bag hvert et slør er en hemmelighed, som du vil kende, hvis du overgiver dig.

Hendes øjne skinner, hendes læber er røde, bløde og indbydende, hendes hår er flydende silke.

Hendes hud er salvet, duftende af patchouli, sandeltræ, cedertræ.

Hun bærer roser. Slangen og duen er hendes avatarer.

babalonHun har former, bløde bryster, vuggende hofter, bag sløret anes hendes vulva, og duften når dig, når hun hvirvler rundt. Du rammes på alle dine sanser, du er vækket. Ny.

Din bevidsthed er som ild, og tænder hele din krop. Du er en flamme, tændt af hendes flamme.

Hun er en kilde, en forseglet have, vár dine skridt.

Du må træde stille ind i strømmen, ind i forførelsen, i mysteriet, ind i hendes sfære.

Overgive dig.

Dansen og danseren bliver ét.

Hun hvisker i natten under stjernerne i dit øre, og du kan mærke hendes søde ånde mod din kind:

“Jeg er skøgen, og den hellige”

Tagget , , Skriv en kommentar

Heks

“You will find the witch at the end of a pointed finger” P.G.

Voldtægt.

Endnu en voldtægthistorie rejser verden rundt med vantro og vrede til følge.

Kvinden er modig, klar, artikuleret Hun læser sit  brev højt for voldtægtsmanden i retssalen. (Læs det.)

stanford

Kvinden bliver udsat for en masse spørgsmål. Ingen spørger krænkeren, hvor meget han har drukket, hvornår han har tisset, hvilket tøj han havde på, hvem han han har kommunikeret med, hvordan han sexliv er etc.

Fingeren peger på kvinden. Hendes liv pilles fra  hinanden for at lægge skylden på hende. Igen, det er set før, og vi vil opleve det igen. Og igen.

*

Hvorfor?

Fordi den underliggende struktur er at kvinder blot er noget, man kan gøre sådan noget med. Og komme afsted med det. Hun er en ting, hun er ikke et subjekt, hun er et objekt på hvilket, der kan udføres “20 minutes of action”. Det tager kun 20 minutter at ødelægge et andet menneskes liv. Det tager resten af hendes liv at blive sat sammen igen. Hun er stærk.

Hun har ihvertfald fundet styrke.

Vi er ikke alle så stærke. Ikke alle historier får den opmærksomhed. Kvinder lider i stilhed – og skam. Der bliver begået voldtægter hver eneste dag, der bliver begået vold mod kvinder hver eneste dag. Den vold, der er faldende er (heldigvis) mænds vold indbyrdes.

Kvinder er stadig legitime mål, og de kan stadig pålægges skylden for den vold, der begås mod dem. De kan stadig qua deres adfærd, tøjstil og udfra hvem de har kommunikeret med og hvordan, pålægges ansvaret for forbrydelser begået mod dem.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er krænkeren, der underlægges den slags undersøgelser. Hvad får en mand til at voldtage en kvinde? Hvad tænker han på, hvad er der sket forud, hvem har han kommunikeret med? Hvad har han følt? Vrede, afmagt? Har han taget stoffer? Har han været oppe at slås? Hvilket tøj havde han på? Hvornår har han sidst pisset, skidt, brækket sig? Er han promiskuøs?

Det synes at være sådan, at “promiskuøse” kvinder er mere skyldige? Hvad vil det sige at være promiskuøs? Er det at have et sexliv? At være et seksuelt væsen? Er man mindre skyldig, hvis man er jomfru eller “dydig”?

*

Da Jyoti Sing blev voldtaget og dræbt, da de muslimske unge mænd havde krænket kvinder i Köln skrev jeg i begge tilfælde om vreden mod kvinder. Og jeg er stadig overbevist om at det er den dybereliggende årsag til at vi stadig ser den slags sager, også herhjemme.

Og vi skal se dybt. For det er i lige så høj grad et indre psykologisk arbejde. Og det er kulturpsykologi.  Vi ændrer verden ved at ændre os selv.

Vreden mod kvinder og det kvindelige ligger dybt. Heldigvis er det ved at vende, heldigvis er der heltemodige mænd, som står op og erklærer sig som ligeværdige med kvinden. Heldigvis er der ved at ske noget. Hvorfor? Fordi stadig flere mænd kigger indad, bliver venner med deres egen kvindelighed og venner med det kvindelige. Konfronterer den indre heks. Heldigvis gør flere mænd deres hjemmearbejde.

Men det er ikke nok. For det kvindelige bliver også bekæmpet af det mandlige i kvinder selv. Den indre rigide, ubalancerede animus i kvinder selv er mindst lige så farlig som den indre heks i mænd. Kvinder er også kvinder værst. Kvinder måler og dømmer hinanden på perfektion, på kroppen, på performance etc.

Så det er stadig min pointe at såvel Det mandlige som Det kvindelige som kræfter i psyke, kultur og eros er sårede, ubalancerede og i krig med hinanden. Mænd og kvinder er heldigvis begyndt at ændre sig selv, deres forhold til skam, til skyld, til sex, til frihed. Men det korte af det lange er, at kun konkrete mennesker kan ændre disse strukturer i samfund og psyke, der gør voldtægt mulig og næsten legitim, fordi offeret kan blames.

*

En klog, erfaren kvinde sagde til mig:

Kvinder skal have erfaring med det erotiske, for for jo flere kvinder der har det, jo sværere vil det blive at gøre dem tavse med henvisning til at de er på den forkerte side” [underforstået skøger]

Hvad handler alt det her om? For mig handler det om det split mellem luderen og madonnaen, der er blevet skabt i Det kvindelige i mænd såvel som i kvinder, i den kollektive psyke og i kulturen. Som stadig er et sår, og vil vedblive at være det, hvis ikke både kvinder og mænd tager ansvar for at hele det indefra og ud. Det handler om kraften i seksualiteten, især kvindens, der bliver brugt som undskyldning for at pålægge hende skylden. Det handler om nogle mænds manglende vilje til at tage ansvar for deres egen seksualitet.

Det handler om at mekanismen er den samme som i forholdet til heksen, at der peges på dem, der er forkerte, de andre, den anden.

Tagget , , , Skriv en kommentar

Fake it till you make it

Jeg drømte, at vi kyssede. Intenst. En brændende, sitrende strøm af ild var tændt, vækket. Cellerne dansede i vores hud og læber.

Vi var i strømmen – igen.

Da jeg vågnede var savnet skarpt, og jeg ønskede at skrive et digt om det.

Men jeg kunne ikke.

Strømmen kan ikke kompromitteres. Intentionen var ikke ren.

Denne strømmen er som de to slanger der der snor sig som om Caduceus – Hermesstaven. Som kreativiteten og kærligheden, der strømmer fra den samme kilde. De kommer fra den samme kilde, og vender tilbage til den samme kilde. I et evigt kredsløb.

cadeceus

En evig strømmen, som et pulserende, hvirvlende, magisk, magnetisk felt, som tændes når vi kysser, når vi skaber, når vi gribes af noget der er større end os selv.

Når vi er i nuet, rene og som genfødte, tændte, vækkede, levende.

Kilden er evig, og den flyder i os, feltet er altid åbent. Men nogle gange føles det som om at strømmen er slukket, og vi står udenfor, udenfor kærligheden, uden for kreativiteten.

Dét er en illusion.

Jeg forsøgte at skabe kontakt ved at meditere, og da kom følgende til mig:

Fake it till you make it!

Det er ikke meningen, at jeg skal bade i kærlighedens vande nu. Men jeg skal være i verden, og jeg skal skabe.

Kærligheden er stor, og har mange facetter. Glæden er stor. Kreativiteten er stor.

Så jeg vil træde ud i strømmen, være den smukkeste, mest vibrerende, erotiske skabning, jeg kan være; smuk, nærværende, tilstede.

Tilbyde mig til verden, og til min Daimon.

JEG vil være åben, og det vil strømme igennem mig.

Jeg kan altid kan bade i den kilde, og den er meget større end mig.

Det er Altet.

Feltet er åbent.

Tagget , , , Skriv en kommentar

Frygt

“One had to take some action against fear when once it laid hold of one”.  Rainer Maria Rilke

I går blev jeg ramt af frygt. Ikke på egne vegne, men på en andens.

Det interessante, og det som jeg vil skrive om nu – er ikke årsagen til lige præcis denne frygt, men selve frygten, og det den gør ved os.

Det ser ud som om dens største og første funktion er at forhindre os i at gøre noget. Den lammer os og fryser os. Den lægger sin benhårde, klamme hånd på vores hjerte og forhindrer det i at slå. Den holder på vores strube og forhindrer os i at trække vejret. Men som jeg tidligere har beskrevet, så er den bedste måde at overkomme frygt at foretage en handling, måske bare en lille handling, ét lille skridt ad gangen.

Det, der skete inde i min abehjerne var, at en masse tanker faldt over hinanden , og min hjerne speedede straks derudaf for at forudse mulige skrækscenarier, og finde en løsning. Men jeg ved jo ikke, om det er “sandt”, det som min bevidsthed fortæller mig. Så jeg lod dem bare komme og gå tankerne, og besluttede mig for en enkelt handling. Første skridt.

Alle mennesker føler frygt. Frygten er vores ven. Hvis ikke vi kendte frygt, ville vi være døde nu. Frygten er det, der fik huleboereren til at tænke sig om en ekstra gang, inden han gik ind i løvens hule, for – måske – at blive ædt. Så istedet for at forsøge at holde frygten stangen, kunne det måske være en god idé at anerkende den for det det, der er dens ærinde: At forhindre os i at dø. At holde systemet i live.

keep-calm-and-face-your-fears-1

Men hvad gør man så, når man mærker denne isnende følelse af frygt i ens hjerte? Det er en god idé at træde et skridt tilbage og observere tankerne og følelserne. Det er en god idé ikke at identificere sig med de tanker, som ens hjerne producerer. Det vil sige lade være med at tro på, at de nødvendigvis er sande. Det er en god idé at beslutte sig for at gøre én ting, og hvis det ikke kan gøres nu, at lade det ligge.

Er det muligt? Ja, nogle gange.

Det lykkedes mig at i denne konkrete situation at meditere, at slippe frygten, at trække vejret gennem hjertet, at mærke hvordan der åbnedes et rum her, og at lade frygten opløses.

Tagget Skriv en kommentar

Tid

Tænk, det tog mig et halvt liv at fat’ at tiden løber ud

I denne artikel i weekendens information er der et billede af familien Setor, der sidder i et hus med vand om anklerne. Kvinden ammer en baby.

Hvor meget tid har de, før deres hus skyller bort som følge af klimaændringerne? Hvor meget tid har de? Hvor meget tid har vi? Hvad kan vi gøre ved det?

Billedet får mig til at føle mig magtesløs og det siger mere end alle de ord, som artiklen ellers består af.

Hvad kan jeg gøre ved det?

Jeg aner det simpelthen ikke. Sikkert ikke ret meget. Men en idé er ved at tage form i min bevidsthed, en idé som jeg har besluttet mig for at arbejde videre på.

Jeg vil få brug for hjælp. Og når ideen har taget mere form vil jeg bede jer om den hjælp. Det er ikke meget, jeg vil bede om. Lidt af jeres bevidsthed, noget af jeres tid.

Da jeg så billedet med vandet og babyen gik det op for mig hvor lidt tid, der er til at ændre mit mindset, ændre tingenes gang, skabe forandring.

broken_clock

Det gik op for mig, hvor kostbar og sjælden en ressource tid er, og hvor lidt vi som kultur værdsætter den.

Det gik op for mig (som følge af læsning af artikler af Steen Hildebrandt og Peter Rønnov-Jessen at vores politiske og ledelsesmæssige system er ved bryde sammen. Der er ikke nogen, der leder mere – således forstået, at de går imod strømmen og siger og gør de upopulære ting. Istedet snakker de om hvilke ord man må bruge om hvad.

Spild af tid.

Jeg ved ikke, om den idé jeg har fået vil ære frugt eller om den vil ændre noget på nogen nævneværdig måde. Måske er den blot et lille tandhjul – som i et mekanisk ur – der kan skabe en lille bitte forskel.

Det er mit ydmyge håb.

Tak for din tid.

Tagget , , Skriv en kommentar

Det inderste kammer

door

Jeg sad i mørket. I en gang eller et forgemak med mange døre. Og jeg ventede. Jeg ventede på at en af dørene ville åbne sig. At en rude af lys ville blive kastet ud i mørket, at jeg ville budt velkommen ind, at jeg ville blive favnet og kysset. Jeg ønskede det med en dyb intensitet og en bittersød længsel.

Jeg rejste mig ikke op. Jeg gik ikke derfra. Jeg blev siddende en rum tid endnu. I mørket.

Jeg var næsten kommet hjem. Men ikke helt. Jeg ventede stadig, på at nogen skulle åbne døren for mig, på at nogen skulle lukke mig ind, på at et bæger skulle rumme min længsel.

På et tidspunkt.

På et tidspunkt åbnedes en indre dør. En stråle af rhombeformet lys faldt i mørket. Om min hals havde jeg nøgle med hvilken jeg kunne åbne døren. Nøglen havde jeg haft hele tiden, døren havde været der hele tiden.

En indre dør.

Jeg spurgte mig selv, om jeg skulle vente i et koldt og mørkt forgemak, når jeg kan finde hjem, når jeg blot kan gå ind i feltet, ind mit inderste og være den jeg altid var siden tidernes morgen. I kærlighed, som den er, når den ikke er andet end det.

Hjem.

Det inderste kammer, hjertekammeret, det helligste sted, brudekammeret, derfra vores lys stråler.

Tagget , , Skriv en kommentar

Mor

Dette indlæg er dedikeret til alle de mødre jeg kender

Mor

Jeg har haft svært ved at blive mor. Måske er jeg endnu ikke blevet det, efter 11 år. På den anden side har jeg jo været mor siden det øjeblik hvor jeg undfangede min datter.

Det skyldes måske at der var et sår i mit forhold til min mor.

Nogle kvinder bliver nemt mødre og finder hurtigt rum i rollen som Mor. Jeg ville skrive identitet, men det er ikke en identitet, jeg tror ihvertfald det er farligt at identificere sig 100 % som mor. Eller også er dét netop min idiosynkrasi som taler her, og som er grunden til at jeg altid har strittet imod at blive mor.

Der tales om to typer mødre; “Speltmor” og “Karrieremor”. Altså den økologiske, omsorgsfulde og den ambitiøse mor, der også kører karriere ved siden af.

Jeg har altid tænkt mig selv som en slags “Boheme-mor”, der var lidt loose i det.
Jeg ved ikke, om jeg er en god mor, men jeg gør det så godt jeg kan ud fra den kvinde jeg er.

Jeg kender mødre, der har haft fødselsdepressioner og mødre, der har adopteret og så skal skabe tilknytning, og dét er også svært. Mødre med syge børn, mødre, der som jeg selv har haft vanskeligheder med deres egen mor. Mødre, der dør fra deres børn og mødre, der aldrig bliver mødre, til deres store sorg.

Det er ikke nemt at være Mor, og måske er moderskabet og moderrollen og Moderen, den figur, hvortil der overhovedet skabes flest forventninger; kulturelt, psykologisk og samfundsmæssigt.

Det kan også være fristende at snige sig ud af bagdøren med kufferten og sige; “Hey, det her er sgu for meget, det er ikke det jeg havde håbet på eller forventet, det er sgu for svært, jeg tror ikke ikke jeg kan det her”.

Uanset hvad er vi lissom nødt til at blive i det. Bordet – og barnet fanger. Heldigvis.

Man kan tale om at Mors dag er en amerikansk, kommerciel institution, som har til formål at sælge blomster og chokolade, og at mødre må hyldes HVER dag. I Steen og Stoffer er Mor den, der kan alt. Når mine børn forventer noget af mig, begrunder de det med, at jeg er deres Mor. Sådan er det bare. De har en meget stor kærlighed og forventning til mig som mor – og den kærlighed er stort set uudtømmelig – ligesom den er den anden vej. Uudtømmelig og ubetinget.

Man kan mene om Mors dag, hvad man vil. Men i dag gik min eksmand og min datter efter morgenmad til mig og serverede den for mig Dét er kærlighed i sin reneste form. Kærlighed fra barnet,og kærlighed i en relation, der er ophørt eller forandret, men hvor kærlighed og venskab og fælleskab om det at være forældre består.

Tak!

Tagget , Skriv en kommentar

Bægeret er fyldt

“Someone fills the cup in front of us: We taste only sacredness.” Rumi

Jeg er blevet utroligt sensitiv overfor berøringer – mere end hidtil.

Min teori er, at jeg efter at være blevet klar og sober, fungerer på en anden frekvens. At jeg mærker alt mere intenst.

circe-invidiosa

Eller måske er sandheden, at jeg nu tør mærke verden.

Jeg kan i mindre grad tåle input af sansemæssig art. Måske betyder det at jeg ofte er alene, og sjældent bliver rørt ved, at berøringer er mere intense, når de forekommer, at der ikke skal så meget til før jeg er fyldt op, sanseligt, følelsesmæssigt og mentalt.

Jeg er blevet bedre til at lade mig guide af min intuition alene, og vide, hvornår nok er nok.

Hvornår jeg skal flyde med, og hvornår jeg skal stoppe. Alt skal doseres nøje, og simre stille.

Det er lidt som om at et lag hud er faldet af, men jeg føler mig ikke mere hudløs, snarere stærkere. Som en slange, der smider hammen.

Der skal ikke så meget til for at slå en tone an.

Ensomheden skaber denne vibration, og jeg er langsomt ved at tømme bægeret,

Jeg er langsomt ved at lære mig selv ikke at fylde det igen, langsomt ved at lære mig selv ikke at lade det flyde over, men måske blot blive halvt fyldt. Det er nok.

Den mindste dråbe kan være intens som tusinde kilder.

Det er en bodsgang, en proces, en stilhed.

Tagget , , , En kommentar

At forstå det uforståelige

“Every life is in many days, day after day. We walk through ourselves, meeting robbers, ghosts, giants, old men, young men, wives, widows, brothers-in-love. But always meeting ourselves.” Joyce

At læse Ulysses er lidt som at forstå det uforståelige. Øvelsen går ud på for mig om læser at tilsidesætte min trang til at ville forstå og bare acceptere det, der sker og ikke mindst Joyces leg med sproget.

Det er egentligt det samme livet handler om. Vi forsøger at skabe mening og mønster i det til tider meningsløse. Men nogle gange er det ikke muligt, meningen unddrager sig vores greb.

Vi må overgive os.

nebula1

“We sail within a vast sphere, ever drifting in uncertainty,
driven from end to end”. Pascal

Men det kan være meget angstprovokerende at overgive sig det det uvisse, det uafsluttede, det uafslørede, det uforløste.

Livet, kan ikke bare sættes i en box og det kan oplevelser eller mennesker heller ikke. Der sker uventede ting, tilværelsen tager en anden drejning end ventet, døre lukker sig, nye muligheder dukker op.

Ingen ved, hvad der sker, og heller ikke hvorfor. Måske er spørgsmålet ikke hvorfor, men hvordan? Hvordan var det? Hvad er denne oplevelses kvalitet – fremfor dens betydning? Hvordan var det danse, at spise, at tale med det menneske, at kysse, at mærke, at røre?

Hvordan sansedes det? Hvad tænder det? I mig, i dig, i os?

Jeg fik muligheden for (måske) at forstå. Men jeg har valgt ikke at gøre det.

De dybeste mysterier unddrager sig forståelse – nogle gange forstår vi end ikke os selv. Og måske det vi kan forstå – at det vi møder egentligt blot er os selv – og se dét er jo også blot en måde at forstå, dét er også en tolkning.

Og jeg tror at jo bedre vi trods alt forstår os selv, eller forsøger at kaste bevidsthed over os selv, og samtidig accepterer at vi har pletter, at vi er en smule gale. Jeg tror, at det gør os i stand til at forstå andre, og at acceptere at livet ikke skal forstås – det skal leves.

Tagget Skriv en kommentar

Jeg, en alkymist

“People think that Eros is sex, but not at all, Eros is relatedness”

Jeg kom til at tænke på, hvad jeg har lært om kærlighed i løbet af de sidste år. Måske skulle jeg snarere skrive, hvad jeg har lært om længsel, hvad jeg har lært om Eros.

Hvad jeg har lært af Eros.

Min længsel har ført mig til steder, jeg ikke anede at jeg skulle komme. Min længsel, førte mig om på den anden side af Jorden for blot at se mig selv i et spejl, jeg kendte alt for godt.

vanity1

Min længsel førte mig i sidste ende – gennem afvisning – og realisation af alkymistiske sindstilstande – tilbage til mig selv.

Afvisningen fra en mand, som jeg ønskede at elske og blive elsket af – førte mig lige lukt tilbage i dybet – og til en radikal frisættende realisation af kærligheden til mig selv. En dyb gen-kendelse. En dyb indre frihed, en væren i og af mit Selv. En frisættelse af såvel kreativitet som kærlighed. Når Jomfruen går bevidst ind i kyskheden giver det mulighed for at realisere og relatere anderledes. At være et med Alt. At elske fra et andet sted.

Og også at vide hvor når jeg ikke skal elske. Hvornår der skal trækkes en grænse, hvornår kolben skal lukkes. Åhh, ja. Følelserne forsvinder ikke bare. Nogle følelser er evige, og de må være der som en understrøm. At tage ansvar for og stå ved mig selv og mine følelser. Det har jeg lært. At tale og at tie, når tid er.

Både Jomfruen og La Femme Fatale skal have lov at danse. Der er en synergisk vekselvirkning mellem dem. Som noget ydre er de blot slør, postulater. Men som indre, reelle arketypiske energier er de livgivende. At vælge Een position er ikke muligt, så bliver billedet ubalanceret. Det er et spørgsmål om intuitivt at lytte til dem begge, hvem vil danse i dag, at have mod til at leve ud fra denne viden og at drage omsorg for dem begge.

Jeg har overvejet hvad syntesen mellem den hvide jomfru og den røde femme fatale er? Sophia – den sorte madonna.

Czestochowska

Jeg har lært at leve fra et dybere sted.

Jeg har lært at acceptere min krop – at se den som en beholder for Sjæl, og at den på den måde skal elskes og æres.

Og jeg har lært at lytte til de mennesker, som har gjort og gør mig følgeskab på rejsen. Mennesker, som jeg holder af, nogle af dem elsker jeg. Alle har lært mig noget og vedbliver at lære mig noget. Nogle går i andre retninger, de har deres egne veje.

Jeg har lært at det er sandt, at alt er forandring. Intet står stille, alt er altid flydende og i bevægelse.

Jeg har set frihedens sande ansigt  og smagt dens bitterhed. Så sødt mod mine læber.

Jeg har kendt ulven og dens enorme grådighed, dens begær, og jeg har ladet den brænde på bålet.

Jeg har lært at nære, bære og være min flamme selv.

Jeg har lært at kys og berøringer er værdifulde. At de ikke blot skal gives frit ud. At de har en betydning, en ladning. Jeg har lært det samme om min seksualitet, at den er hellig. Jeg har også lært at gribe øjeblikket, at gribe dansen når den flagrer fordi i de røde sansers vilde flugt. Jeg har også lært at værdifulde stunder kan tabes og ødes letsindigt bort.

Jeg har lært, at jeg ønsker at blive gen-kendt og gen-fundet.

Jeg har lært at jeg ikke behøver at være ensom, men jeg kan være Al-Ene. I synkronicitet med Universet, med Anima Mundi. Verdenssjælen som alkymisterne mente gennemsyrer alt levende. Det gør jeg også.

anima_mundi

Jeg er blevet en alkymist. For alkymisterne var det ikke så meget stoffet, der er interessant, men transformationen mellem dem. Hvilken tredie tilstand kunne interaktionen mellem to stoffer skabe? Hvilken forvandling sker der når vi mødes? Hvilket tredie sted, hvilken transcendens, der er mere end summen af os tilsammen, skaber vi i mødet?

Det er relationen mellem de to substanser, der i virkeligheden er guldet – ikke guldet selv.

Og dog forstår jeg nu at jeg for at kunne skabe denne magi, denne alkymi, må være alene i mit center. Der er ikke noget derude – nu – for mig. Broer er brændt, slotte er styrtet.

Jeg har lært at Eros er fundamentalt anderledes end hvad jeg troede den var. Hvilken forunderlig åbenbaring.

Det er derfor jeg efter alle disse år, alle disse indlæg, nu kan skrive med Virginia Woolf  (sic!) – og at jeg håber, at jeg har været i stand til at give:

“I want to give, to be given, and solitude in which to unfold my possessions.”

4 kommentarer