K for Kærlighed

“You may break, you may shatter the vase, if you will
But the scent of the roses will hang round it still.”

Kan det tænkes at kærligheden er større end det vi føler for et givent “kærlighedsobjekt”?

At kærlighen er større end os og dem vi elsker tilsammen? At den er større end relationen? At kærligheden vedbliver at blive i og eller med os, og at vi kan bringe den kærlighed med os, selv når relationen er slut?

At kærligheden har en helt konkret pol, den måde hvorpå vi elsker dette specifikke menneske. Men også en en universel pol, der transcenderer det konkrete.

At kærligheden er en kilde, som ikke løber tør, heller ikke selvom vi mister dem, som vi elsker, hvad enten det er fordi de dør eller forlader os? Eller vi forlader dem?

Og kan det tænkes at når vi  oplever kærlighed på den måde, kan vi give slip på angsten for at miste, men være i kærligheden, i nuet, og vi holder op med at forvente noget af dem vi elsker, vi holder op med at være afhængige af vores følelser for dem eller deres for os. Vi holder op med at bruge kærligheden, men lader den være, som en flamme indeni os, der brænder uanset.

Kærlighed har mange ansigter, mange fremtoninger, mange muligheder. Vi elsker forskellige mennesker på forskellige måder, med forskellig styrke, vi lader os påvirke af kærlighed på forskellige måder.

Kærlighed som erotisk passion kan være overvældende og frygtelig, noget som vi viger tilbage for og flygter fra – som ild. Kærlighed kan være lindrende, kølig, helsebringende – som vand.

Alle står vi overfor at skulle forholde os til kærlighed, hvad enten vi møder den, eller vi oplever den som en mangel. Hvad enten vi har fået den i rigt mål, eller den på en eller anden måde er mistet, eller meget værre, aldrig givet.

I den situation kan det være umådeligt svært at åbne op for og give til andre. Det kan derfor være utroligt svært at elske andre, at vise empati og forståelse, at lytte. Og det kan være en lige så  svær opgave at give sig selv omsorg, at nære vores egen flamme, holde den ved live, som den græske gudinde Hestia, der passer arnens ild.

I kærligheden ligger der en stille lytten, en træden til side, en væren til stede, ikke mindst i forhold til os selv. Det er derfor at jeg finder tanken om kærlighed som en kilde der er større end os selv og relationen til den Anden så smuk og meningsfuld. For når den anden ikke længere er i vores liv er kærligheden der stadig, og når den Anden er der, er kilden uudtømmelig.

Kilden er altid uudtømmelig. Ilden brænder altid. Vi skal bare huske at puste til flammen.

This entry was posted in Prima Materia and tagged .

En Kommentar til K for Kærlighed

  1. Lilla Monrad skriver:

    I forbindelse med det religiøse spørgsmål siger Jung, at der er forskel på at tro og at have en religiøs erfaring.
    I forhold til spørgsmålet om kærlighedens uafgrænsethed; om den er universel, er det min erfaring, at det forholder sig sådan.
    Jeg har én helt specifik oplevelse – en erfaring: Jeg elskede med en mand, jeg ikke kendte ret godt, og pludselig oplevede jeghele universets kærlighed strømme igennem mig. Det var en meget stor, transpersonel oplevelse.
    Jeg tænker, at jeg netop oplevede det sammen med en relativt fremmed mand, fordi vi ikke havde en “hverdagskærlighed” med alle de småligheder og hensyn, der kan ligge der, til at sløre billedet. Det gjorde min “kanal” helt åben.
    Jeg oplever også den universelle kærlighed i hverdagen som en ubegrundet, irrationel lykkefølese; en brusen i brystet uden nogen synlig grund.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>